Retræte betyder tilbagetrækning. Gudstjenesten foregår i fællesskab, men i sit eget indre.

Der er mulighed for at ligge på yoga-måtter, kirkebænken eller sidde.

Dette er den nat, hvor alt er stilnet. Ikke triumfens nat, ikke sorgens nat, men den dybeste stilhed. Langfredagens rå smerte er forbi, men søndagens lys er endnu ikke brudt frem. Påskelørdag er tomrummet imellem – det sted, hvor vi venter uden at vide, hvad der kommer.

I kirkens ældste traditioner kaldes denne nat vågenatten – en nat, hvor man ventede og vågede i bøn, i stilhed, i mørke. Det er natten, hvor Kristus hviler i graven, og hvor vi, med hele vores væsen, konfronteres med det ukendte. Kan vi være i mørket uden at flygte? Kan vi våge, selv når intet synes at ske?

På retræten vil vi træde ind i nattens rum. Meditative øvelser vil hjælpe os til at lytte – ikke efter svar, men efter stilhedens sprog. Musikken vil være afdæmpet, ordene få, men kroppen vil få plads til at mærke det, vi ofte skynder os forbi: ventetiden, usikkerheden, transformationen, der sker i det skjulte.

Nætternes nat er ikke en nat uden håb. Men det er en nat uden sikkerhed. En nat, hvor vi kan lade vores indre dele hvile, mens noget større arbejder i mørket. En nat, hvor vi våger og venter på morgengryet